Ecommerce i Syd Øst Asien – et kæmpe potentiale
Sidder du derhjemme i Danmark, Europa, eller måske i USA, så ser du helt bestemt ecommerce med et bestemt sæt øjne. Et sæt øjne der ser markeder, der er ret godt udviklede. Høj internet penetration, alle køber produkter eller ydelser online, og traditionelle retailere føler presset fra netbutikkerne, og derfor er de alle i fuld gang med at opruste. Samtidigt er frygten i Danmark for at de store udenlandske spillere kommer og “overtager det hele” stor. Alle tal viser at en stor del af væksten indenfor e-handel i Danmark stammer fra det faktum, at flere og flere danskere handler på udenlandske sites. Samtidigt med at alt for få danske netbutikker er gået cross border, og sælger til andre lande end Danmark. Alt i alt er Europa og USA nået ret langt indenfor ecommerce, selv om der heller ikke er nogen tvivl om at der i de komende 5-10 år vil ske yderligere store ændringer.
Jeg har nu tilbragt 4 uger i Singapore, og har brugt en del tid på at læse op på Ecommerce i Singapore. Eller rettere Syd Øst Asien (forkortet SEA), for herude taler man stort set aldrig om blot at sælge til et enkelt land, nej det er meget naturligt at tale om hele SEA-regionen, typisk 6-8 lande. Men det er altså også muligt at tage en bus til Malaysia eller en båd til Indonesien. Ligesom man kan flyve dertil på ganske kort tid – så afstandene er generelt set ikke så store. Hvis jeg kort skal beskrive, hvad SEA-regionen er for et ecommerce marked, så vil jeg sige, at
“SEA-regionen er et STORT, relativt UMODENT ecommerce marked, med FÅ fremtrædende spillere, og i mange kategorier findes der få eller ingen REELLE markedsledere. Mobile first og social media er kodeord. Kort sagt, så er potentialet ENORMT! Modsat USA/Europa, hvor væksten er AFTAGENDE.”
Lidt tal, der kan forklare hvad jeg mener.
Stor population og lille internet penetration
Så det potentielle marked er altså på ca. 600 mio. mennesker, heraf er 32% eller ca. 200 mio. mennesker online i 2014. Om 3 år, i 2017 forventes det tilsvarende tal at være 48% eller små 300 mio mennesker.
Kun en lille del af serviceydelser og produkter købes online
Retail markedet i de 6 største lande er på 436 billioner US Dollars. Ud af dette er kun 0,2% købt online. Dvs. onlinekøb for små 4,8 mia. danske kroner. Singapore ligger her højst med hele 1% andel. Det er interessant fordi, det tilsvarende tal er 8,7% i USA, og rent faktisk 8% i Kina! For Kina gælder det ovenikøbet at internet penetrationen kun er 48%!
Lad os forestille os, at man i løbet af de næste x antal år oplever, at andelen af køb foretaget online øges til 8% – og dermed altså stadigvæk væsentligt lavere end USA og Kina. Det vil svare til at markedet går fra 4,8 mia. danske kroner til ca 192 mia. danske kroner. Det er simpel matematik, og man kan diskutere hvor hurtigt det vil gå, men man kan næppe diskutere OM det vil ske, eller ej. Og mon ikke også at man kan nå væsentligt højere end 8% over tid? Det tror jeg på.
Smartphones og social media vil drive udviklingen
For blot få år siden var det ikke vigtigt at have mobilvenlige ecommerce websites. Alt for brugere besøgte ecommerce websites fra mobilen. Idag er andelen af tablet brugere og smartphone brugere på en typisk webshop i Danmark på 50% eller derover. En af årsagerne til, at det først er blevet sådan nu, er at ganske få af os brugte en smartphone for få år siden. Idag bruger vi den alle sammen, og vi bruger den mere og mere. I SEA har man sprunget dette step over, så på trods af at internet penetrationen er lav, så er udbredelsen og brugen af Smartphones enorm. Din CEO bruger Whatsapp, din HR-Manager bruger Whatapps, folk benytter apps til at booke en taxi osv osv.
Sociale medier har mange brugere, og er brugt livligt. Hver dag på vej til arbejde, så kigger jeg i bussen. Mindst 50% af en fuld bus bruger deres smartphone, og de er på Instagram, Facebook eller Whatsapp. Ud af de ca. 200 mio. mennesker der er online, så er 168 mio. af dem på Facebook. Så selv om markedet på mange måder er umodent, så betyder det ikke, at man ikke bruger internettet. Ecommerce mangler blot at få sit endelige gennembrud.
Der er plads til first movers og dygtige spillere
I de fleste varekategorier er der kun få fremtrædende spillere, eller slet ingen. Altså ikke fremtrædende som i at de har knust alle andre, men som i at kun enkelte dygtige spillere er tilstede i en kategori. Modsat USA og Europa, hvor konkurrencen er høj og brutal. Tag bare tøjmarkedet i Danmark, hvor Zalando, Boozt, Asos, StylePit m.v. kæmper hektisk dør-til-dør om markedsandele.
Søger man på Google efter specielle produkter, så vil man ofte opleve at finde lidt amatøragtige websites, eller sites, hvor man nok kan købe produkterne, men hvor leveringstid/leveringspris/leveringsmetmode m.v. er skuffende. At finde et telefonnummer til kundeservice kan også nogle gange være en udfordring. Et lavpraktisk eksempel var da jeg skulle købe en stor sæk, lidt særligt, kattesand online (Ja, vi har taget en kat med helt herud!), så kunne det godt lade sige gøre. Kostede 45 kr at få leveret, ville tage ca. en uge at få ordren, og desuden skulle jeg vælge et timeslot, hvor jeg helst skulle være hjemme i. Det værste var, at netbutikken, hvor jeg skulle bestille fra lå ca. 20 minutters kørsel fra mit hjem. Mon ikke det ret nemt kan gøres bedre, det tror jeg. Der findes naturligvis også bedre netbutikker, men alt i alt så er der stort potentiale, hvis man etablere et serviceniveau og en kundeoplevelse, der er i nærheden af de standarder, man kender fra USA/Europa. Eller blot 50% bedre end mit eksempel. Hver eneste dag får jeg øje på nye kategorier og områder, som ikke er dækket. Det skriger på dygtige folk.
Væksten indenfor ecommerce vil fremover i høj grad komme fra emerging markets
Tallene her viser realiserede og forventede vækstrater, for en række lande. Bemærk de forventede og aftagende vækstrater i 2017 for lande som UK, Tyskland, Danmark og øvrige nordiske lande. Kina er lige nu verdens næststørste ecommerce marked, kun slået af USA. I 2016 forventes Kina at slå USA. Kina er et stort lokomotiv indenfor ecommerce (drevet af børsaktuelle Alibaba, men der er også andre spillere), og trækker hele regionen med sig, en stor og positivt afsmittende effekt, og er med at til at sikre, at ecommerce i SEA-regionen kan få sit helt store gennembrud, sådan som det er set i USA og Europa.
Opsummering
- SEA regionen er et stort marked, men bliver kun større i de kommende år
- Endnu handler relativt få mennesker online
- Man er mobile first, og enormt aktive på sociale medier
- Konkurrencen online er ikke stor, der er masser af plads til nye dygtige netbutikker
- Høje vækstrater i vente i de næste mange år
Jeg håber posten her har givet dig et lille indtryk af, hvorfor jeg synes ecommerce er så spændende i SEA-regionen. Der er mange flere aspekter at skrive om, både om ecommerce, om det at starte virksomheder op og om Singapore i det hele taget. Det må vente til en anden post. Hvad siger du, får nogle af ovenstående det ikke til at krible en smule en i god e-købmand?
Undervejs har jeg slynget lidt tal ud til højre og venstre. Måske lidt uden kilder. Det skal du naturligvis ikke snydes helt for, så her et par af kilderne, blot til inspiration:
20 facts you need to know about e-commerce in Southeast Asia
Global B2C Ecommerce Sales to Hit $1.5 Trillion This Year Driven by Growth in Emerging Markets
Spændende blog Allan – bliver sjovt at følge i fremtiden 🙂 God vind!
[…] sikker på, at vi står med en vinder! Hvordan kan jeg være det? Jo, først og fremmest, så er potentialet herude enormt. Hvis Ecommerce kan være en succes i US, Europa og Kina, så bliver det også en succes før eller […]