Mobil trafik i stor stigning – har du som webshopejer styr på tallene?

04.03.2013 0 Af Allan Vincentz

Som en follow up på Jacob Kildebogaards post 30% af dine webshop besøg er mobile – hvortil jeg kom med et par tillægsspørgsmål, så har jeg kigget lidt på vores egne tal i Matas Webshop. Ganske kort kan man sige, at vi så absolut kan genkende pointerne – og vi ligger på linje med tallene fra Jacobs analyse.

Jeg har besluttet, at jeg gerne – som en af de “store” – vil dele en lille smule ud af data. MEN – da alle jo kan læse med her – og skal være ganske velkomne til det, så er jeg naturligvis nødt til at lægge lidt indeks ned over tallene, sådan man ikke nødvendigvis kan regne de helt præcise tal ud. Derfor en lille advarsel om, at man skal kunne forholde sig lidt til indekstal m.v. for at kunne få pointen med. Kan man ikke det, så kan man evt. nøjes med at forholde sig til den korte udgave i første afsnit.

Metode: Står der i nedenstående “100”, så betyder det, at faktoren ligger på niveau med totalens gennemsnit. Dvs. 10 i nedenstående betyder, at den pågældende faktor er steget 10% mere ind gennemsnittet. Og nu til tallene.

Først og fremmest, så har vi oplevet signifikante stigninger på stort set alle parametre det seneste år. På alle platforme. Så en stigning i sig selv, siger ikke så meget hos os. Men isolerer vi denne faktor så begynder det at se mere interessant ud. Tallene i det nedenstående er februar 2013 vs. februar 2012. Som sagt er der fremgang på alle fronter – så spørgsmålet er Hvad er steget mest?

Besøg  Indtjening Konverteringsfrekvens
Desktop -21 -14 10
Tablet (= Ipad) 235 218 -1
Smartphone (= Mobile enheder minus Ipad) 64 190 73

 

Bemærk, at jeg opfatter Tablet som værende lig med Ipad. Det er det bedste (eller i hvert fald et ret simpelt) forsøg på en korrekt opdeling af platforme, jeg kan lave via Analytics, og derved bliver Smartphone lige med alle mobile enheder, fratrukket Ipad. Er tallet i ovenstående et rundt nul, så betyder det at man ligger på linje med den totale udvikling på sitet.

Lidt ultrakorte konklusioner:

Desktop: Besøg/indtjening på desktop ikke stiger helt så meget som snittet, men konverteringsfrekvensen er steget 10% mere end totalsnitttet.

Tablet: Besøg/indtjening stiger voldsomt. Konverteringsfrekvens holder samme udvikling som snittet.

Smartphone: Besøg/indtjening stiger en hel del mere end snittet, og konverteringsfrekvensen er også en del højere end totalsnittet.

Den samlede konklusion kan dermed godt være: Mobil er i stor stigning – og det er derfor mere end vigtigt at forholde sig til. Som jeg dog også påpeger i mine spørgsmål til Jacob Kildebogaard, så må man også forholde sig lidt dybere til, hvad disse stigninger egentligt betyder, og om man i det hele taget skal være “bekymret” som webshopejer over at se at mobil ikke konverterer lige så godt som desktop. Det vil vi bruge lidt tid på i Matas Webshop – altid godt at have lidt tal at dykke ned i 🙂

Disclaimer: Ovenstående billede er i øvrigt lidt forplumret af, at vi ikke i februar 2012 havde en mobil udgave af Matas Webshop!